Krigen mod Nordsyrien/Rojava forværrer klimakrisen i Mellemøsten. Men på samme tid giver den mulighed for at afsløre forbindelserne mellem imperialisme og ødelæggelsen af naturen samt for at forene kampene for økologi, radikalt demokrati og fred; en mulighed for at lære fra hinanden samt for at række ud internationalt til en ny og bredere mobilisering mod Erdogan-regimet og krigstruslen mod Rojava.
Siden skolepigen Greta Thunberg i Sverige i fællesskab med først hundreder – og siden tusinder af – skolekammerater påbegyndte en skolestrejke hver fredag for at protestere mod ødelæggelsen af naturen og de menneskeskabte klimaforandringer, har en bølge af protester raset gennem halvdelen af verden. Det er den bredeste økologiske protestbevægelse i mange år. Den er kendetegnet ved civil ulydighed – afståelsen fra at fortsætte med at se passivt til. Protesterne er en reaktion på den globale klimakrise, og afspejler klart en ny generations stigende bevidsthed. I begyndelsen var protesterne små, men de vokser stadig – fredag efter fredag.
Naturen bliver ofret til fordel for økonomisk vækst, for kapitalisme og til fordel for nogle riges profit, siger Greta Thunberg på FNs klimakonference. Videoen af hendes tale har gjort hende berømt. Hun har ret. Der raser en verdensomspændende krig om ressourcer med tabere og vindere – en krig som både er en krig mellem stormagter, og en krig mod naturen. Den handler om at kontrollere vand, udvinde tjæresand og sjælden jord, at producere uran, udledning af drivhusgasser, og om hvem der burde betale for kampen mod klimakrisen. Der er brikker i puslespillet, som ofte bliver betragtet isoleret set, men som forbinder mennesker over hele verden. Bare for at give nogle få eksempler; fra folk der lever af at fiske i Mekong-floden – én af Asiens længste floder, hvis hjemland er truet af den kinesiske stats dæmninger, til Chiles indfødte befolkning hvis hjemland bliver ædt op bid for bid af gravkøer og motorsave.
Op og ned
Men selv hvis den klimakrisen er global, er ikke alle folk påvirket af den ligeligt. Alt imens beslutningerne om vores verden mestendels bliver truffet af gamle mænd på regerings- eller firmakontorer, vil dagens børn og unge være nødt til at leve med konsekvenserne. Klima-spørgsmålet er også en kamp mellem top og bund. Mellem Det Globale Syd og Det Globale Nord. Også mellem klasser; de store landejere, de rige og kapitalister på den ene side, og på den anden side arbejderne, de ansatte og landmænd.
Ingenting anskueliggør dette som klimaforandringer: Kul-firmaernes interesser er uforenelige med store dele af menneskehedens interesser. Ét menneskes profit betyder et andet menneskes tab og ødelæggelse. Klimakrisen kan ikke blive løst uden at stille spørgsmålstegn ved systemet. Det er også et spørgsmål om demokrati, kommunalisme eller centralisme, hvilket f.eks. kan ses i energiproduktion. Kraftværker som genererer energi fra kernefission, enorme dæmninger og elledninger er altid udtryk for centralistiske styresystemer. Energipolitik der bliver diskuteret over hele verden, viser, at klimakrisen kun kan løses gennem decentralisering. I bedste fald tilstræber den decentralisering, selvforsyning og autonomi. En kommunal forsyning og affaldssortering.
Ligeledes, og måske især i Mellemøsten er sammenhængene mellem klimamæssig og social undertrykkelse tydelig. Transnationale firmaer og imperialistiske staters udbytning af olie, enorme dæmninger som forårsager ørkendannelse af hele regioner, samt forurening gennem kemiske krigsvåben er bare nogle få eksempler. Selv i nogle dele af Mellemøsten – som svar på ødelæggelsen af naturen – er en klimabevægelse vokset frem i de seneste år. Stadig en lille bevægelse, men dog i stand til at stille de relevante spørgsmål.
Økologi i Rojava
Økologi er også én af de ideologiske grundpiller af den radikaldemokratiske revolution i Rojava. Denne revolution var fra begyndelsen en økologisk revolution, som havde et decentraliseret, økologisk og mangeartet landbrug til formål, vedvarende energiforsyning og en produktionsform, som ikke udbytter og ødelægger naturen, men som er i harmoni med den. Dette opnås gennem kommunernes omfattende selvforsyning samt et kooperativ-system, der kontrolleres af arbejderne. Som det er nu, er store dele af landbruget allerede kollektivt organiseret, og også i de andre økonomiske sektorer stiger udbyttet af den kooperative økonomi, sammenlignet med den kapitalistiske produktionsform. Derfor er Rojava ikke kun blevet et håb om frihed for kvinder i regionen, samt en fredelig og demokratisk sameksistens for flere folkeslag, religioner og kulturer, men også et håb om et økonomisk system, der ikke baserer sig på profit og konkurrence.
Den svære økonomiske situation, embargoerne og den konstante militære konfrontation har betydet, at økologi i Rojava ofte blot forblev en abstrakt idé, men nogle tiltag er allerede blevet lavet: Landbrug har i stigende grad ændret sig over de sidste par år fra monokultur til en mangesidet afgrøderotation for at bevare jorden og for at undgå udryddelser af arter. Et affaldshåndteringssystem blev bygget, nogle områder blev placeret under naturbeskyttelse, og en økologisk bevidsthed blev udviklet i samfundet gennem uddannelse og praktiske foranstaltninger. Der er ligeledes genskovningsprogrammer, under hvilke titusindvis af træer allerede er blevet plantet. Genskovning er allerede understøttet af vores Make Rojava Green Again-kampagne.
Så idéen om et økologisk samfund i Rojava er forbundet med praktiske projekter, som i fremtiden ikke kun vil hjælpe folk med at bo i regionen på trods af klimaforandringer og -udfordringer, men vil også vise, hvordan et samfund kan leve i harmoni med naturen.
Mest af alt pga. vandforsyningsproblemet er der et presserende behov for at finde svar i Nordsyrien og i hele Mellemøsten. Landmændene i regionen har altid været afhængige af vand fra Eufrat- og Tigris-floden, som flyder nordfra fra tyrkisk statsterritorie mod Rojava. Den tyrkiske stat udnytter dette, og staten ved, at de der kontrollerer vandet, kontrollerer livet. Den tyrkiske stat bygger kæmpe dæmningsprojekter som dét i Hasankeyf i dén del af Kurdistan, de besætter, så de vigtigste floders sydstrømmende vandniveauer bliver ved at falde. Hele regioner er på vej til at blive forvandlet til ørken – ikke kun i Rojava, men også i Irak.
Genskovning kan forhindre jorden i at udtørre. Og ved at diversificere landbruget, er vandforbruget allerede blevet reduceret. Men én ting er sikkert: Med Tyrkiets politik om kunstig vandmangel vil problemerne for naturen og landbruget blive endnu mere kritiske.
Krigen mod naturen
Den økologiske opvågnings skrøbelige frø er truet af Erdogans krig. Besættelsen af Afrin og den årtier lange krig i Nordkurdistan viser, at det tyrkiske regimes krige helt bevidst er rettet mod folkets økologiske levebrød, idet skove systematisk brændes ned, og landbrugsarealer ødelagt. Hvad der gælder for Kurdistan, gælder for hele Mellemøsten; krige er optalt i antal døde, sårede samt økonomisk skade. Den ødelagte natur bliver knapt nok omtalt. Ét eksempel er invasionen af Irak i 2003. Mens USAs besættelse af Irak stod på, blev hundredvis af oliefelter sat i brand. Landbombardementer ramte industrianlæg så som raffinaderier, rørledninger, kemi- og gødningsfabrikker, dæmninger og elværker. Tonsvis af affyret uran-ammunition forurener stadig vand, jord og mad, og kræftraten stiger. Og ikke kun mennesker led af luft- og vandforurening, men også hundredtusindvis af får og titusindvis kameler døde som resultat deraf.
I Syrien opstår et lignende problem: Mens krigen stod på, var oliefelter gentagende gange antændt, og forskellige krigsherrer anvendte kemiske våben så som sarin, eller brandvåben så som hvidt fosfor. Der var endeløse eksempler på forbindelsen mellem imperialisme, krig og ødelæggelse af naturen. Vi går nærmere i detaljer i bogen ”Make Rojava Green Again”, som allerede er publiceret på engelsk, italiensk og tysk.
Foren kampene
Nu planlægger Erdogans AKP-MHP-regime yderligere besættelse af Nordsyrien. Dette vil ikke kun ødelægge de påbegyndte økologiske projekter – det ville true med at ødelægge et alternativt socialt koncept, og håbet for en fredelig solidaritetsbaseret og økologisk sameksistens i Mellemøsten. Dette er grundene til, at flere og flere klimaaktivister tilslutter sig protesterne mod Erdogan og hans vestlige støtter i handel og politik. Senest – ca. en måned siden – reagerede adskillige klima-grupper fra Europa, Canada, USA, m.m. på Make Rojava Green Again-kampagnen og Mesopotamian Ecology Movements klima-appel om Global Days of Action den 27. og 28. januar, og tilsluttede sig protesterne.
Aktionsdagene er et skridt i den rigtige retning; vi må vende modstanden mod militærtruslen mod demokratisk omvæltning i Kurdistan og Nordøstsyrien til et offensiv, og til en bestyrkelse af samarbejde mellem økologiske, feministiske, antikapitalistiske og andre progressive kræfter. Vi må vise vores engagement for modstanden mod firmaer og regeringers støtte til Erdogan i disse tiders klimakampe. Den næste gode mulighed for dette er den globale klimastrejke 15. marts.